Formænd er fortid: Nu skal du sige forperson
Formandstitlen er måske snart fortid i Kolding byråd. Radikale Venstre stiller nyt forslag om at ændre titlen til forperson.

Af Viggo Skov Hansen
”I anledning af Women’s Week der kører op til kvindernes internationale kampdag, synes jeg det er meget naturligt, at man tager nogle skridt i forhold til kønsneutralt sprogbrug,” siger Jonathan Løvbom, byrådsmedlem fra Radikale Venstre.
Radikale foreslår at ændre på titlen, så “formand” fremover hedder “forperson” i de stående udvalg, kommunens råd og kommunens nævn.
Jonathan Løvbom mener, det er på tide, at man som byråd følger med tendensen på ligestillingsdagsordenen. Det er set gjort i Københavns Kommune, og allerede i 2008 begyndte EU at sætte fokus på kønsneutralt sprogbrug.
”Det handler ikke om at være revolutionerende. Det handler om at være med på beatet. Jeg synes man er lidt bagud, hvis man stadigvæk kalder det formand.”
Jonathan Løvbom håber på at få forslaget stemt igennem og generelt få kigget på nogle strukturer som er lidt forældede.
”Jeg tror der kommer en god debat ud af det, og jeg er sikker på, at der er nogle, der synes, det er en dårlig ide,” siger Jonathan Løvbom.
Radikale Venstre præsenterer forslaget på det kommende byrådsmøde d. 19. marts og foreslår, at tiltaget træder fuldt i kraft fra næste byrådsperiode (1. januar 2026).