Naturstyrelsen præsenterer plan for nyt naturprojekt omkring Svanemosen 

Til borgermødet d. 4. marts præsenterede Naturstyrelsen planer om at omdanne 250 hektar landbrugsjord til naturområde. Projektet blev præsenteret i samarbejde med Better Energy, der også har i sinde at etablere en solcellepark i det nye område. Detaljerne omkring samarbejdet er endnu ikke helt fastlagte, men uanset aftalen med Better Energy regner Naturstyrelsen med at kunne beskytte højmosen i Svanemosen yderligere.  

Af Alexander Christian Vittrup

Søen ved Svanemosen. Foto fra Naturstyrelsens hjemmeside. 

Naturstyrelsen præsenterede i samarbejde med blandt andet Better Energy en plan om dannelsen af nye naturarealer. Dette skete på et borgermøde mandag d. 4. marts i Kolding Kommune. Naturstyrelsens plan involverer 250 hektar landbrugsjord, som kan laves om til nye gode naturområder. 

Men så kan man jo spørge sig selv, hvordan laver man landbrugsjord om til god natur? 

Inken Breum Larsen, der er Skovridder i trekantområdet og fortaler for projektet, forklarer, at planen er at udjævne og fylde grave og grøfter i området. Grøfter og grave har normalt til formål at dræne vand væk fra markerne og give plads til landbrug. Ved at fjerne grøfterne kan man sørge for, at regnvand bliver på marken, hvor der kan blive dannet et vådområde, hvilket er til gavn for naturen. Inken Breum Larsen udtaler: 

”Hvis man skal have naturlige hydrologiske forhold igen, så skal dræn og grøfter afbrydes”.  

Projektet bliver fortaget blandt andet i samarbejde med Better Energy, der præsenterede deres ambitioner om at bygge nye solcelleparker i området til borgermødet. Et samarbejde, som Inken Breum Larsen mener, vil muliggøre og finansiere omdannelsen af landbrugsjord til naturområder: 

”Jeg forventer, at vi kan lave en aftale med Better Energy om, at vi kan vådgøre nogle af de arealer, som de opkøber, og pålægge områderne en vådområdedeklaration, og dermed beholde dem som naturarealer”, siger Inken Breum Larsen.  

En vådområdedeklaration er en måde, hvorpå Naturstyrelsen kan bestemme, at et vådområde ikke må ændres. Det betyder, at ingen kunstig gødning, sprøjtemidler eller dræning er tilladt inden for det bestemte område.  

Inken Breum Larsen pointerer dog, at Naturstyrelsen har i sinde at gennemføre naturprojektet uanset om samarbejdet med Better Energy skulle blive til noget eller ej. Både omdannelsen til naturområde og etableringen af en solcellepark ville nemlig være med til at beskytte højmosen.  

”Når landbrugsarealerne bliver omdannet, enten til solcelleparker eller naturarealer, så sørger man for, at jorden ikke bliver gødet, og nærringstoffer ikke kan sive ind i højmosen, der jo ellers er og skal forblive meget næringsfattig”. 

Højmosen i Svanemosen. Foto fra Naturstyrelsens hjemmeside.

Baggrunden for Naturstyrelsens plan er landbrugsaftalen fra d. 4. oktober 2021 samt klima-lavbundsordningen. Denne aftale går ud på, at 100.000 hektar land skal omdannes fra landbrugsjord til naturområder. Ved at beskytte og vedligeholde tørv-områder, såsom Svanemosen, sørger man for, at CO2 bliver bundet i jorden og ikke frigjort i atmosfæren.  

Naturstyrelsens projekt afhænger af de 19 lodsejere, der ejer den jord, hvorpå naturområderne skal etableres. Projektet har fået penge til at opkøbe de forskellige jordområder fra deres nuværende ejere. Det er frivilligt for lodsejerne, om de vil være en del af projektet, men Inken Breum Larsen krydser fingre:  

“Vi håber bare, at vi giver folk et godt tilbud. Hvis nogle af de store landbrugsejere ikke vil sælge deres jorde, så vil det blive svært for os at få gennemført dette projekt”. 

Trods udfordringer opfordrer formanden for Ældrerådet de ældre til at deltage i fællesskabet: ”Man skal ud og udfordres”  

Bent Jørgensen, formand for Ældrerådet i Kolding Kommune, opfordrer flere ældre borgere i kommunen til at indgå aktivt i de muligheder for fællesskaber, der trods udfordringer med at finde frivillige, bliver tilbudt af både kommunen og private organisationer, såsom brugerhuse huse og seniorfestival. Disse udtalelser kommer på baggrund af en udbredt ensomhed blandt den ældre del af befolkningen. 

Flora-klubben, et af de brugerhuse, der samarbejder med Kolding kommune. Billede taget af Alexander Vittrup.

Af Alexander Christian Vittrup 

“Ældrerådet er sat i verden for at være de ældres vej ind i kommunens indre virke”, sådan lyder det fra Bent Jørgensen, formand for Ældrerådet. Der er også mange ældre borgere i Kolding Kommune. Det viser nye tal fra kommunen, hvor der kan ses, at der i 2023 var over 18.800 borgere i Kolding Kommune med en alder på over 65 år. Dette tal forventes at stige til over 23.000 borgere i 2035. Et stigende problem, der har plaget de ældre i samfundet, har i nyere tid været ensomhed, lyder der fra Ældresagen, hvis undersøgelser har vist, at der landsdækkende er ca. 100.000 ensomme ældre.  

”Når man bliver ældre, så må man erkende, at man også bliver svagere. Det er jo sjældent, at der er nogen, der løber maraton til de dør, og så er det bare nemmere at sætte sig ned derhjemme, hvor man kan skabe sin egen lukkede verden”, siger Bent Jørgensen. Han fortsætter, ”ens verden bliver de ugeblade man læser, det fjernsyn man ser, og det kan man simpelthen blive syg af. Man skal ud og udfordres!”. 

En måde, hvorpå man kan bekæmpe ensomheden blandt de ældre, er igennem forskellige initiativer foretaget både af kommunen og af private organisationer. Ældresagens hjemmeside viser forskellige lister med fællesskaber og aktiviteter og gode råd, der kan hjælpe de ældre ud af ensomhed.  

”Der er en masse tilbud ude i kommunen, men udfordringen er, hvordan vi får de ældre til at lette sig fra stolen og deltage”, lyder det fra Bent, som nævner både Flora-klubben og OK-klubben, som nogle eksempler på brugerhuse for de ældre. Brugerhuse er lokaler, der bliver drevet af frivillige borgere i samarbejde med Ældrerådet, hvor der kan afholdes diverse arrangementer for de ældre borgere, der kan komme til madlavning, kortspil eller anden hygge. Bent Jørgensen nævner, hvordan det dog altid har været udfordrende at finde nok frivillige. 

Han vil dog gerne påpege, at de ældre er lige så mangfoldig som enhver anden befolkningsgruppe i samfundet. Det er derfor ikke sikkert, at noget kan appellere til hele den ældre befolkning i Kolding Kommune, men blot et udsnit af de ældre i kommunen. Løsningen er at have en bred vifte med forskellige udbud, mener Bent Jørgensen. ”Vi i Ældrerådet skal sørge for, at der er noget, der skal kunne lokke i brugerhusene. Noget der giver de ældre lyst til at kigge forbi”. Ældrerådet har sammen med frivillige også de seneste år fået stablet en seniorfestival på benene. 

Seniorfestivalen  

De seneste tre år har Kolding Kommune og Ældrerådet holdt seniorfestival i august eller september, der er ment som en måde, hvorpå man får de ældre ud af lænestolen og med i fællesskabet. Det hele handler ifølge Bent Jørgensen om at få de ældre motiveret til at holde sig i gang. Ifølge ham er håbet. at nogle af de ældre, der ellers ville sidde derhjemme i lænestolen, vil komme til at tænke, “nårh jeg kunne jo godt lige gå derhen og se, hvad det er, det gør sgu nok ik’ ondt.” 

Seniorfestivalen finder i år sted over to dage. Den først dags begivenheder finder sted i Kolding midtby, og dagen efter går turen til en af de mindre omkringliggende byer i Kolding Kommune. Målet er at sætte fokus på, hvilke muligheder og tilbud der står til rådighed for de ældre i de mindre byer. 

Find de frivillige 

”Frivilligheden, det er grundlaget for samfundet”, fortæller Bent Jørgensen, om vigtigheden af de frivilliges indsats for, hvordan de tilbud, som kommer fra kommunen, skal føres ud i virkeligheden. Han og Ældrerådet kalder de frivilliges indsats for “civilsamfundet”. Ifølge Ældrerådet er alle borgere en del af civilsamfundet, der er kendetegnet af den store frivillige indsats, som er karakteristisk for den fællesskab- og foreningenskultur, der er overalt i Danmark.  

Brugerhuse og aktiviteter for de ældre er drevet af frivillige, og det har knebet med at finde nok, anerkender han, ”Det har været et problem at finde frivillige i de brugerhuse. Tilbuddene er der, men der skal være nogen til at drive dem”.  

Formanden fortæller, om hvordan snakken om hjælp og omsorg til de frivillige flyder lyst og lundigt til generalforsamlingerne, ”men at når det kommer til valg af frivillige, så bliver der svært stille”.   

Screenshot fra Flora-klubbens (en organisation for ældre borgere i Kolding) hjemmeside, der viser deres søgen efter frivillige.