Pesticiderester i det koldingensiske drikkevand: Sådan vil vandværkerne løse opgaven
Grænseværdierne for pesticidrester i grundvandsboringer er overskredet i flere af boringerne i Kolding. Problemet med drikkevandskvaliteten skal vandværkerne selv løse, og der er forskellige bud på den bedste løsning.
Af Mille Lund Harbøll

Søndre vandværk ejet af Trefor Vand i Kolding Kommune. Foto: Trefor Vand
Der er pesticidrester i dansk drikkevand. Det viser tallene fra Naturfredningsforeningens rapport pr. 5. marts. Dette gælder også boringer i Kolding kommune. Det skriver blandt andre JydskeVestkysten.
Det er nu vandværkernes opgave at sikre sig, at grundvandet i Kolding bliver så rent, at det kommer under grænseværdien på 0,1 mikrogram pesticider pr. liter.
Spørgsmålet er, hvordan de har tænkt sig at løfte opgaven.
I Trefor Vand, har de ifølge ingeniør Charlotte Smith Vesterlund, fundet pesticiderester, der oversteg grænseværdierne i tre ud af de 20 boringer, de har i Kolding.
Derfor har Trefor Vand fået tilladelse til at udbygge deres vandværker til at kunne rense det grundvand, der ender hos borgerne. Selv mener Charlotte Vesterlund, at projektet vil være oppe at køre om en måneds tid.
“Projektet er ikke startet op endnu for vores vedkommende, men den ene container er placeret, og den anden er næsten på vej. Så inden for en lille måneds tid tror jeg, de kører og er i drift. Det håber vi i hvert fald på”.
Fem år til plan A og mange bud på plan B
Det rene drikkevand har vandværkerne ifølge en aftale med Kolding Kommune indtil 2028 til at opnå, fortæller Jørn Chemnitz, formand for Natur-, Klima- og miljøudvalget ved Kolding Kommune.
Lykkedes det ikke for Trefor Vand og de andre vandværker at rense grundvandet tilstrækkeligt inden 2028, skal de stå klar med en nødløsning, fortæller Jørn Chemnitz.
“Der skal ligge en køreplan for: ‘hvad gør vi så, hvis det ikke lykkedes?’”
Nødplanen, eller plan B, som Jørn Chemnitz kalder det, skal ligge klar på Kolding Kommunes bord i maj 2025.
Ifølge Hans Ulrik Mikkelsen, der er bestyrelsesformand for det lokale vandværk, Vonsild vandværk, kan man enten flytte boringerne, eller blive ved med at rense grundvandet.
At rense grundvandet ser Jørn Chemnitz dog ikke som en permanent løsning. Han ønsker ikke at bryde den danske tradition med ikke at rense vores grundvand.
Spørger man Charlotte Vesterlund fra Trefor Vand, har hun et andet forslag. Hun mener, at man ville skulle iværksætte projekter i form af mini-rensningsanlæg eller mini-vandværker, der kunne supplere de større vandværker og boringer.
Skulle man vælge at åbne nye boringer, understreger Charlotte Vesterlund, at det er vigtigt ikke at sløjfe de forurenede boringer. Det vil nemlig betyde en risiko for, at de forurener de omkringliggende boringer eller grundvandsmagasiner.
Boringen skal derimod holdes kørende, og det forurenede vand skal føres uden om vandværkerne, der leverer vand til borgerne, indtil vandet igen er rent.
Trods tallene fra Naturfredningsforeningens rapport, mener Charlotte Vestlund ikke, at borgerne i Kolding har grund til bekymring, når de åbner for hanen.
“Absolut ikke. Det er noget rigtigt, rigtigt fint vand de får”.