Spejder Sport mærker massiv fremgang efter flytning til Kolding Storcenter: ”Vores kunde-flow er tredoblet”

Outdoor-butikken Spejder Sport skiftede i midten af februar deres lokaler i Kolding midtby ud med nye i Kolding Storcenter. At rykke ind under glastaget i storcentret var den helt rigtige beslutning for butikkens økonomi. Det mener butikschef Jonny Jensen.

Butikschef Jonny Jensen er tilfreds med beslutningen om at flytte til Kolding Storcenter. Foto: Ida Forchhammer Thønnings

Af Ida Forchhammer Thønnings

”Vores kunde-flow er allerede mere end tre gange så stort, hvis vi sammenligner med februar sidste år”.

Sådan fortæller Jonny Jensen, der er butikschef for Spejder Sport i Kolding, om udviklingen. Butikken rykkede d. 12. februar 2024 teltpælene op i gågaden og flyttede hele lejren til Orange Gade i Kolding Storcenter.

Håbet for flytningen var netop flere kunder. Det har nemlig været udfordrende for Spejder Sport at tiltrække tilstrækkeligt med kunder i deres gamle lokaler i Kolding midtby.

Jonny Jensen fortæller, at det udelukkende er økonomi, der har drevet dem væk fra midtbyen:

”Der var mangel på kunder i midtbyen, og vi ved at kunderne er i centeret”.

Det er dog ikke kun i Kolding, at en Spejder Sport-butik er flyttet ind i et storcenter. Ifølge Jonny Jensen har tallene fra andre Spejder Sport-butikker talt deres tydelige sprog – og de sagde, at butikkerne har gavn af at ligge i et storcenter.

”Vi kan jo sammenligne med de andre centre, vi også ligger i: City 2, Rødovre Centrum, Amager Centret. Så kan vi hurtigt regne ud, at det også kan betale sig for os”.

Selvom det ifølge Jonny Jensen er gavnligt for Spejder Sport-butikkerne i Danmark at rykke ind i storcentrene, så er det ikke en bredere tendens, mener Carsten Lindblad, der er Center Manager i Kolding Storcenter.

”Jeg kan ikke genkende, at der skulle være en mindre migration fra by til storcenter her i Kolding. Vi har et par eksempler på det, men jeg ser ikke en trend”.

Selvom outdoor-butikken kun har haft tre uger i de nye lokaler, kan forskellen tydeligt mærkes, og Jonny Jensen er tilfreds med beslutningen.

”Vi kan se på tallene fra denne uge, at det er en udvikling, der fortsætter”.