Kolding midtby visner, og endnu en butik lukker: ”Det er som at opfostre et lille barn, man mister.”

I Kolding bymidte falder butikkerne på stribe. Ifølge DR, har der været 19 butikslukninger alene i 2023. Nu ryger endnu en butik i faldet. Freeny Collection, som har ligget på Jernbanegade i 16 år, må vinke farvel, da der ingen kunder er.

Af Camille Scheel

Foto: Camille Scheel

“Vi lukker, fordi der ikke er mere liv i vores gågade. Der er ingen mennesker, og nogle gange går der faktisk 4-5 dage, hvor vi ingen kunder har. Det er som et tomt fængsel. ”

Sådan lyder det fra butiksmedarbejderen Mika, der i 16 år har haft sin daglige gang i butikken. Årsagen er ifølge hende en høj husleje, manglende parkeringspladser og et storcenter, der suger alle kunderne til sig.

Mika fortæller bedrøvet om lukningen: ”Det er som at opfostre et lille barn, man mister.”

Freeny Collection, der sælger kvalitetslædervarer, er kun én blandt mange butikker, der drejer nøglen om. Kold Tidende har forhørt sig hos flere lokale butiksejere, som blandt andet peger årsagen hen på Koldings store kundemagnet: Kolding Storcenter. Mika udtaler:

”Storcenteret er den største fejl, som Kolding har begået. Eftersom storcenteret bliver større, bliver gågaden mindre. Og problemet er, at storcenteret både har parkeringspladser og forskellige aktiviteter, der trækker folk til. Det finder man slet ikke i gågaden.”

Den visnende bymidte har været omdiskuteret flere gange. Særligt foreningen City Kolding har blandt andet holdt arrangementer for at styrke kultur og sammenhold mellem Koldings beboere.

Det bliver dog ikke til meget mere, da foreningen netop har oplyst til Ugeavisen, at den lukker grundet manglende ressourcer. Det er til stor ærgrelse for butiksmedarbejderen Mika, der mindes om en fortid med masser af liv i gaden:

”Da jeg åbnede i Kolding for 16 år siden, var det så fantastisk. Der var mennesker hele tiden. Man kunne mærke, at folk nød at være i gågaden efter arbejde. Nu er der helt dødt.”

Foto: Camille Scheel

Beslutningen om at Freeny Collection måtte lukke deres fysiske butik kom efter årsregnskabet i januar:

”Når der er nul penge i kassen, er det svært at betale for udgifterne og husleje. Men der er ikke noget at gøre nu.”

Butikken lukker derfor officielt d. 30. marts og fortsætter udelukkende via internetsalg.  

Designskolen Kolding bugner i popularitet og ansøgere: Men der kommer ikke flere studiepladser

Ifølge studiechefen for Designskolen Kolding har antallet af ansøgere til bacheloruddannelsen været stigende over en længere periode. Mængden af tilbudte studiepladser vokser dog ikke, og det lægger et pres på unge med designdrømme.

Foto: designskolenkolding.dk

Af Ida Forchhammer og Camille Scheel

”Det virker som om, at man skal være helt vildt dygtig, inden man kommer ind, og det er svært. ”

Sådan beskriver 21-årige Sissel Sofie Laurberg optagelsesprocessen. Hun er bosiddende i Kolding og skal for anden gang søge ind på Designskolen. Hun oplever processen som stressende:

”Jeg følte mig meget presset til at vise alt, hvad jeg kunne. Det føles som om, at man skal kunne mange ting på forhånd.

Ifølge studiechef for Designskolen Kolding, Jette Ladegaard Garnæs, er antallet af ansøgere gradvist steget over en længere periode. Det øger også presset for ansøgerne. Sissel udtaler:

” Det er superirriterende, at der er så få pladser. Jeg kunne selvfølgelig godt bare tænke mig, at der var plads til mig.”

Sissel er en blandt mange, der søger ind på Designskolen for anden gang. Foto: Camille Scheel

Det stigende antal ansøgere påvirker dog ikke antallet af pladser på studiet.

Designskolen er tildelt et pengebeløb, der medbestemmer hvor mange studerende, de har råd til at have. Dette kan Designskolen, ifølge studiechefen, ikke ændre på:

” Det er det antal vi har lov til at have. Der er simpelthen ikke finanskroner til mere. For nogle år siden blev mange uddannelser, inklusive Designskolen, dimensioneret. Det betød jo så, at vi ikke fik lov at optage så mange.”

Ifølge Uddannelsesministeriets hjemmeside sker dimensioneringer, når der for eksempel er ledighed indenfor faget, og hvis der er manglende praktikpladser. Særligt for design- og arkitektuddannelserne drejer det sig om en højere gennemsnitlig ledighed end på andre videregående uddannelser.

Stod det til Designskolen selv, havde tingene dog set anderledes ud:

”Vi vil da meget gerne uddanne flere. Vi elsker at uddanne designere. Men det er jo styrelsen der går ind og bestemmer, hvem der får lov og ikke får lov. Og der er jo sat et maks antal på, i forhold til optagne.”

Studiechefen for Designskolen påpeger, at hun godt forstår presset, der rammer de unge ansøgere:

” Jeg forstår godt, hvis prøverne og de høje snit lægger et pres på ansøgerne. Sådan er det jo med kvote 2.”

Efter at have fået afslag sidste år, har Sissel i år valgt også at søge en anden uddannelse, imens hun igen tager optagelsesprøven på Designskolen i Kolding.